{Indeholder reklame – reklamelinks}

Vi har teamet op med Plantetorvet for at få lidt ekspertråd. Vi synes nemlig selv, at vi har manglet en “to do”-liste til haven for hver måned, og derfor har vi spurgt Plantetorvet om hjælp. Det er der kommet en rigtig fin artikel ud af. Den handler selvfølgelig om, hvad du skal gøre i din have (eller din altan) her i marts måned. Der er links undervejs, som henviser dig til både video-guides og produkter. God fornøjelse!

Kig på din græsplæne

Har du en helt almindelig plæne uden problemer, er det en god ide at rive den over en enkelt gang, og give den kalk. Kalken tilsættes for at forhindre mos. Mos trives i sur jord, og det hjælper kalken med at balancere. I en plæne med meget mos, er det en god ide at vertikalskære den. Det lufter plænen, og fjerner en del af mosset. Derudover skal der både rives og strøs kalk, ligesom beskrevet ovenfor. Det bedste er at bruge en kalk kombineret med gødning, for at få størst muligt udbytte. Du skal kalke på den årstid, hvor græsset gror mindst (ca. nov-mar). Har du huller i plænen eller trænger den bare generelt til nyt liv, er det en god topdressing/plænedressing, du skal tage fat i. Det er et kombinationsprodukt, der blandt andet indeholder kompost. Produktet giver god næring til jorden, og skaber et godt mikromiljø.

Læg jordforbedring mellem stauder og buske

Jordforbedring fungerer som en gødning, der tilfører jorden nogle gode næringsstoffer. Det kan påføres i et lag på et par centimeter ovenpå jorden. Dog må det ikke komme for tæt på planterne, da det kan svitse dem. For meget næring kan planterne nemlig ikke klare.

Jordforbedring er et produkt, der primært bruges til at forbedre jorden. Det giver jorden en god struktur, som både planter og nedbrydende smådyr trives i. Skal du f.eks. plante hæk, er det en god ide at tilsætte jordforbedring til din jord. Især hvis den er enten meget leret eller meget sandet.

Du kan også lægge jordforbedring ud i februar eller april.

Tid til planlægning/forberedelse

Det er nu du skal planlægge dit år i haven. Der sker ikke det store endnu, og du har tid til at få et overblik, og lægge en plan for hvad du skal have gjort, og hvilke planter du vil have i haven i løbet af året. Nogle planter skal du have i jorden nu, for at få glæde af dem senere på året. Du skal f.eks. holde øje med, hvornår blomsterløg og staudeknolde skal i jorden, for at du kan nyde dem til sommer og ind i efteråret. Det er også gældende med forspiring. Skal du f.eks. have chili, kål eller porrer i haven, skal du begynde at forspire dem allerede nu. Og nogle kan du endda sætte gang i allerede i februar.

I princippet kan du aldrig komme for tidligt i gang med planlægningen. Så kan du i ro og mag finde ud af hvilke behov og ønsker du har til din have. Eller altan for den sags skyld.

For at forberede dig bedst muligt til havesæsonen for alvor går i gang, er det en god ide at få luget det først ukrudt. Det sparer dig tid længere henne. Ukrudtet får mindre mulighed for at sprede sig, og det giver pote på den lange bane.

En anden god forberedelse er at vaske dit drivhus ned i Rodalon eller en god insektsæbe. På den måde får du bugt med f.eks. spindemider, der kan have gemt sig for vinteren. Det kan du også sagtens gøre i både februar og april.

Beskæring

Det er nu og den næste måneds tid, at du skal beskære. Du skal for eksempel se på dine roser, og så skal stauderne klippes tilbage. Er du i tvivl om hvordan du beskærer, kan du finde hjælp på siden “Råd til haven“! Hvis ikke du kan finde dit svar, er du mere end velkommen til at stille et spørgsmål i forummet på siden.

Har du ikke en hel have, skal du ikke fortvivle. Du kan gro alt fra blomkål til ærter i potte. Kun fantasien sætter grænser! Og pladsen selvfølgelig.