frøbibliotek

Har du hørt om FrøLab? Hvis ikke, så tag at læs med her, hvor du får historien og tankerne bag det bæredygtige frøbibliotek.

FrøLab startede deres første frøbibliotek på Valby Bibliotek i efteråret 2015. Bibliotekar Lise Wesch blev inspireret af frøbiblioteker rundt omkring i verden, blandt andet i Australien og USA.

Lise Wesche tog derefter fat i leder Signe Jarvad, og sammen fik de to formuleret projektbeskrivelsen, ansøgt og modtaget støtte fra Kulturstyrelsen. Senere kom projektleder Nicolas Breschel Vollerup til.

Hele idéen omkring et frøbibliotek spiller ret godt ind i bibliotekernes forpligtelse til at facilitere platforme, hvor folk kan dele viden. I øjeblikket er der også et større fokus på bæredygtighed og grønne initiativer, og her er det kun naturligt, at bibliotekerne er med“, fortæller projektleder Nicolas Breschel Vollerup.

Nicolas fortæller, at frøbiblioteket er baseret på tillid. Så meningen er, at man tager de frø, man skal bruge, og så håber frøbiblioteket, at der er nok, der kommer tilbage med nye frø. Netop for at dette skal lykkedes, holder FrøLab til efteråret nogle workshops, hvor man lærer at samle frø på sine planter, så der vil der være god mulighed for at lære det. På den måde vil projektet med tiden blive bæredygtigt.

Nicolas fortsætter: “Når det handler om frø og planter, har vi til alle vores arrangementer oplevet, hvor søde og hjælpsomme folk har været og folk falder tit i snak med hinanden. Det handler både om folks haver, altaner og vindueskarme, men der er sågar også folk, der har udvekslet idéer om Arduino, som nogle af vores plantemøbler jo bruger til at måle blandt andet lys og fugtighed.

FrøLab holder af og til workshops for plante-entusiasterne, og alle arrangementerne bliver slået op på FrøLabs facebookside. Når FrøLab holder workshop med deres frivillige haveentusiast, Jette Andersen er der specielt mange udvekslinger, da det i forvejen er workshops, der lægger op til at udveksle erfaringer, tips og tricks.

Nicolas fortæller, at en spændende udfordring også har været, at frø er et organisk materiale, der skal behandles anderledes end bibliotekets andre udlånsmaterialer “Vi kan ikke sætte RFID-chips på dem, så folk kan tjekke dem ud på vores selvbetjeningsautomater, så vi er nødt til at indgå mere tillidsbaserede låneaftaler med vores brugere og det skal nok vise sig at blive en udfordring. Heldigvis har vi allerede fået en del donationer, men efterspørgslen har været kæmpestor, så tingene er ikke helt i balance endnu

FrøLab har netop startet en ny afdeling op på Sydhavns bibliotek. Så hvis du er interesseret i at låne frø, du selv har nogle frø at bidrage med eller hvis du bare har lyst til at falde i snak med andre haveentusiaster, så mød op i åbningstiden på enten Valby Bibliotek eller Sydhavns Bibliotek.

Og så er næste workshop i øvrigt allerede på tirsdag d. 31. maj kl.16. Men det kan du alt sammen læse meget mere om hos FrøLab selv LIGE HER. Her på The Garden Tale synes vi, det er et fantastisk initiativ, og vi glæder os til at donere frø fra vores haver, når vi en dag har muligheden for det.12043141_1709986132567158_4517817738897166545_n

Alle billeder er venligst udlånt af FrøLab